2. April 2012
For tiden taler man meget om "inklusion". Man taler også om "rummelighed" og "integration".
Og for at det ikke skal være løgn, taler flere og flere om
"den mangfoldige skole" eller "skolen for alle".
Sådan indleder Rasmus Alenkær, autoriseret psykolog.cand.pæd. psyk. i en artiklen At inkludere eller ikke at inkludere; Ja det er spørgsmålet! Essensen af artiklen er at vi igennem dialog om praksis , bliver bedre til vores arbejde. Men, som Alenkær skriver, "problemet er, at vi nogle gange kommer til at sige ét, mens vi måske mener noget andet. Andre gange siger vi noget som vi selv tillægger en given forståelse, men som bliver modtaget af den vi taler med, som om vi taler om noget helt andet". Dette er jo egentligt et grundlæggende kommunikationsproblem som betyder, at vi altid skal være opmærksomme på, at der ofte findes forskellige betydninger for samme fænomen. Dette har jeg også været inde på i emnet entreprenørskab og innovation, nærmere betegnet iværksætteri og/eller alsidig udvikling.
Alenkær argumenterer for, at begreberne rummelighed og inklusion finder base i to forskellige menneskesyn. I det rummelige menneskesyn ligger der det syn på mennesker, at der er nogen der er mere normale end andre. Det ligger implicit i dette syn, at det er bedre at være normal end at være speciel. I den rummelige organisationstanke er der det forhold, at man for alt i verden skal bevare "normalsystemet", som det er. Rummelighed er oftest en kvantitativ størrelse hvor imod inklusion er kvalitativ.
Når man taler om inklusion, ophæver man først og fremmest begreberne normal og speciel i den forstand, de anvendes i den rummelige skole. Alle mennesker betragtes som unikke individer, alle er specielle. I denne tænkning anerkender man stadig, at der er nogle der har brug for en mere omfattende indsats end andre. Ifølge Alenkær handler inklusion om udvikling af skolens praksis og kultur. En overordnet definition af inklusionsbegrebet kunne se således ud:
Inklusion er den dynamiske og vedvarende proces, hvori skole øger mulighederne for
tilstedeværelse, oplevelse af fællesskab, aktiv deltagelse og højt læringsmæssig udbytte
for alle elever. I denne proces tages der særligt hensyn til de elever, som er i faregruppen for
marginalisering eksklusion og lavt fagligt udbytte.
(Inspiration fra The Manchester Inclusion Standard, 2007)
Aktiv deltagelse er et vigtig begreb i adskillelsen af disse to begreber. Hvis eleven ikke deltager aktivt i undervisningen og opnår et fagligt udbytte er eleven altså ikke inkluderet i undervisningen ifølge Alenær.
Caroline
Ingen kommentarer:
Send en kommentar